language arrow_drop_down
SE NO EN
Nyhed: 2021-05-04

Rent drikkevand på fire timer

4Life Solutions har med hjælp fra Prevas opfundet vandrenseren SaWa, der kan lave rent drikkevand til mennesker i verdens fattigste lande – samtidig med at den er billig, sikker, nem at bruge og miljøvenlig.

Rent drikkevand på fire timer

Det lyder næsten for godt til at være sandt, men den er god nok: Snart er en både brugervenlig, billig og miljørigtig vandrenser klar til brug i verdens fattigste lande.

Ideen opstod, da Alexander Løcke skulle lave afgangsopgave på Designskolen Aalborg. Her opfandt han produktet SolarSack, der kunne omdanne kontamineret vand til sikkert drikkevand på få timer ved hjælp af en plastikpose og solens stråler.

Når processen er slut, er 99,99 % af alle bakterier og vira fjernet fra vandet ved hjælp af uv-stråling. En SolarSack holder i op til et år og kan lave 2000 liter sikkert drikkevand.

Det svære for brugerne er at finde ud af, hvornår vandet er rent. Derfor skal produktet have en indikator, der viser, når vandet er sikkert at drikke.

- Der var kun ét problem med den første version af indikatoren: Den var for dyr, forklarer Poul Bundgaard, som er COO i 4Life Solutions, som er det firma, Alexander Løcke grundlagde.

4Life Solutions kontaktede Prevas for at få hjælp til at gøre indikatoren billigere.

Prevas har stor erfaring i at designe og udvikle elektronik, software og mekanik til udstyr i både energi-, levnedsmiddel- og Life Science industrien.

- Det gælder både produkter, hvor der ’opfindes helt fra bunden’ eller produktmodning baseret på prototype eller ’proof of concept’. SolarSack kom med en prototype, som var god, men det var en udfordring at reducere prisen til under en dollar stykket, forklarer Henrik Møller, der er direktør i Prevas Danmark.

Det lykkedes for Prevas at re-designe produktet og benytte alternative komponenter i form af blandt andet lysdioder, der var både driftssikre og billige nok til at blive støbt ind i vandbeholderne i stedet for solceller. Det nyudviklede produkt er nu sat i produktion og ventes at være klar til distribution i 2021.

4Life Solutions er meget tilfredse med Prevas’ hjælp.

- Det er yderst vigtigt, at SolarSack er både billig, nem at bruge og sikker. Hvis brugerne ikke føler, de kan stole på, at vandet, der er behandlet i en SolarSack, er helt sikkert, falder de tilbage i gamle mønstre, hvor de fælder skov for at skaffe brænde, så de kan koge deres drikkevand, forklarer Poul Bundgaard.

4Life Solutions har store forventninger til udbredelsen af den nye SolarSack, som de kalder en SaWa. Det står for Safe Water, men SaWa betyder også OK på swahili.

- Sikkert drikkevand kan reducere forekomsten af en lang række sygdomme som kolera og tyfus markant. 500.000 dør hvert år, fordi de ikke har rent drikkevand. Det tal vil vi gerne være med til at minimere, slutter Poul Bundgaard.

Mere om samarbejdet mellem Prevas og 4Life Solutions.

Billedtekst:
En SaWa vandrenser ligner ved første øjekast en almindelig, blå plastikpose. Men på fire timer kan den omdanne biologisk forurenet vand til rent drikkevand, kun ved hjælp af solens stråler.

For more information, please contact
Henrik Møller, President, Prevas A/S, Tel: +45 29 49 92 02, E-mail
Poul Bundgaard, COO, 4Life Solutions, Tel: +45 40 41 38 14, E-mail
Søren W. Mathiasen, Sales & Marketing, Prevas A/S, Tel: +45 20 99 76 01, E-mail