language arrow_drop_down
SE NO EN
share

Kunde:

Sentispec

Dansk succes:
Fuldautomatisk feberscreener klar på rekordtid.

På kun fire måneder har danske Sentispec, i samarbejde med Prevas, udviklet verdens første fuldautomatiske feberscreener, ViraHawk. Den kan måle temperaturen på forbipasserende og pille potentielle smittebærere ud.

Hvor ville det være godt, hvis man havde et apparat, der lynhurtigt kunne måle, om en eller flere personer i en flok har feber og dermed er potentielle smittebærere. Sådan tænkte Andreas Claudi, direktør for Sentispec, da coronapandemien for alvor ramte Danmark i foråret 2020.

Det skulle være en scanner, der fungerede automatisk, så man ikke skulle stå og måle temperatur manuelt på de forbipasserende. Det er nemlig både for dyrt og for risikabelt.

- Siden SARS epidemien i 2003 er der udviklet adskillige manuelt betjente feberscreenere i Asien. Men ikke nogen fuldautomatiske. Det er måske knap så stort et problem i Asien, hvor arbejdskraften er billigere, men her i Norden er det simpelthen for dyrt at bemande en screener 24-7. Desuden er der også en større smitterisiko, når folk står i kø for at blive screenet, forklarer Andreas Claudi.

Han luftede sin ide for Henrik Møller, der er direktør for Prevas i Danmark, da de to mødtes i april 2020 på Dansk Industris Internet of Things netværk, og Henrik Møller tændte straks på ideen. Prevas ville godt kunne udvikle en prototype, så Sentispec hurtigt ville kunne starte en produktion af produktet.

- Det var en helt oplagt ide, og da det skulle gå stærkt, valgte vi at udvikle prototypen på allerede eksisterende moduler. Derfor brugte vi en god og velafprøvet software samt ditto kamera og Living I-Cloud løsning og byggede det hele ind i et kabinet, beretter Henrik Møller.

Den første prototype var klar i juni 2020, og Vira Hawk blev sat i produktion og kom ud til de første kunder allerede i september.

- Det er rekord hurtigt. Efter 20 år i industrien har jeg aldrig hørt om nogen, der har lanceret et så komplekst produkt indenfor den tidsramme. Men det var helt nødvendigt, for coronaen er jo over os her og nu, understreger Andreas Claudi.

Økonomisk tilgængelig løsning

Samtidig blev der også lagt vægt på, at screeneren ikke måtte blive for dyr. ViraHawk, som den hedder, kan købes for 20.000 danske kroner og koster derefter 500 kroner i abonnement om måneden. Det har de fleste store virksomheder råd til. Og det er vigtigt, for på den måde sikrer man, at den faktisk bliver købt og brugt.

- Den er ikke dyrere, end hvad de fleste plejehjem kan klare, og den er allerede leveret til fem store, multinationale virksomheder i Norden og United Kingdom, blandt andet hos en bilproducent, en produktionsvirksomhed og et logistikfirma. Til sammenligning koster det op omkring 500.000 kroner årligt at bruge en bemandet feberscreener, som i øvrigt heller ikke er nær så præcis, uddyber Andreas Claudi.

ViraHawk fungerer omtrent ligesom videoovervågning. Den er bygget ind i en kasse, der indeholder en varmescanner og et kamera med ansigtsgenkendelse. Når en gruppe mennesker går forbi den, aflæser den på tre meters afstand lynhurtigt individernes temperatur ved hjælp af en termisk sensor og tager foto af dem, hvis temperatur er for høj. Billedet sendes straks til en medarbejder, som kan identificere personen og undersøge, om vedkommende har andre symptomer, og som dernæst afgør, om han eller hun udgør en potentiel smitterisiko. Hermed beskyttes medarbejdere, borgere, og virksomheder for de risici der er ved højrisiko sygdomme som covid-19.

- Ud over på den måde at forebygge spredning af smitte, kan det også betale sig for virksomheden, da sygefraværet på den måde vil falde, forklarer Andreas Claudi.

Sentispec og Prevas er naturligvis både glade for og stolte af, at det på så kort tid er lykkedes at fremstille et så nødvendigt produkt.

- Det har været hårdt, vi har arbejdet i døgndrift, for det kunne simpelthen ikke gå stærkt nok. Samtidig er det også en stor tilfredsstillelse, at ViraHawk er udviklet og produceret i Danmark på udelukkende europæiske og amerikanske komponenter, tilføjer han.

Det tager kun fem minutter at opsætte en ViraHawk, og den er også GDPR sikker, idet den kun gemmer billeder i kort tid.

- Det er et meget meningsfyldt produkt, som kan redde liv. Vi er sikre på, det bliver en succes også på verdensplan, slutter Henrik Møller.

KONTAKT OS
Henrik Møller, President Prevas A/S, e-mail

Fuldautomatisk feberscreener klar på rekordtid
Fuldautomatisk feberscreener klar på rekordtid
Fuldautomatisk feberscreener klar på rekordtid

Relaterede cases

  • Realheart

    Realheart TAH – et "rigtigt" kunstigt hjerte.

  • Sentispec

    Dansk succes: Fuldautomatisk feberscreener klar på rekordtid.

  • Pilloxa AB

    Intelligent støtte ved livslang medicinering.

  • Implantica

    Implantica lancerer nyt implantat til bekæmpelse af sure opstød