Danmark har fået sin egen strategiske MedTech alliance, der henvender sig til life science industrien. Nordic Medtech Alliance (NMA) hedder sammenslutningen, der ved at udvikle digitale sundhedsprodukter skal hjælpe den danske life science industri med at redde menneskeliv.
Digital sundhed og IoMD (Internet of Medical Devices) oplever i disse dage et historisk momentum og en efterspørgsel på digitale interventioner, som fx har fokus på tidlig diagnose, personaliseret medicinering og forbedret ejerskab hos patienter i sygdomsforløbet.
Som de første i Danmark slår de tre nordiske selskaber, TPU, Prevas og Dawn Health, nu pjalterne sammen for at bringe innovation og et nyt mindset til den danske life science industri. Respektivt er de førende på markedet inden for produktudvikling, mekanik, hardware og software, men under det nye navn, Nordic MedTech Alliance, bidrager de tilsammen med en one-stop-shop-løsning. Tanken er simpel. Ved at kombinere deres i alt 1500 medarbejdere fra tre ellers komplekse discipliner vil de rationalisere samarbejdet og være i stand til at understøtte life science industrien i hele processen fra A til Z.
”NMA skal være life science industriens komplette samarbejdspartner, der kan være med til at accelerere udviklingen af digitale sundhedsprodukter. Digital infrastruktur er på alles læber, og det mærker vi særligt inden for digital sundhed. Derfor syntes vi, at der var behov for en nordisk samarbejdspartner, der kan understøtte den danske life science industri. Vi er alle tre født ud af en skandinavisk og innovativ kultur, hvilket betyder, at vi har den fordel, at vi kan levere hurtigt, lokalt og sikkert,” siger Henrik Møller, President i Prevas.
Fra idé til færdigt produkt
De tre parter i NMA udgør én samlet enhed, hvilket gør dem i stand til at varetage majoriteten af de processer, som skal i spil i forbindelse med udviklingen af digitale sundhedsprodukter. Lige fra den indledende idé og udvikling af de første komplette testmodeller til kliniske forsøg, produktvalidering, regulatorisk godkendelse og markedsgodkendelse – indtil produktet i sidste ende er klar ved den endelige lancering, med life science kunden som den formelle ”Legal Manufacturer”.
”At få en idé er oftest det nemmeste. Det er de efterfølgende steps, der har indflydelse på, om en innovation bliver en succes eller ryger i glemmebogen. Det er den proces, vi er specialister i. Vi har skabt ét integreret system, der taler sammen. Normalt har virksomheder brug for forskellige samarbejdspartnere og leverandører til at varetage opgaver inden for idégenerering, R&D, udvikling og lancering. Vi har kompetencer til at varetage hele processen. Med andre ord kan vi levere den hurtigste og mest effektive rejse fra indledende idé til et håndgribeligt produkt henvendt til slutbrugeren,” siger Niels Hvis, CEO i TPU.
Digitale interventioner der redder menneskeliv
Alliancen har allerede udviklet de første digitale interventioner for flere af de ledende life science virksomheder i Europa. Mens målet på den korte bane er at være hovedaktør på det nordiske marked for digitale sundhedsprodukter med en stærk lokal tilstedeværelse og forståelse, er planen, at man på længere sigt skal bide skeer med de største udbydere på det globale marked.
”Mere end nogensinde før har vi behov for medicinsk udstyr, der giver mennesker en øget kontrol med deres sygdom. Og som noget helt nyt består medicinsk udstyr nu også af software og andre digitale interventioner. Dette skaber helt nye muligheder for patienter, som i stigende grad tager mere ansvar for deres egen behandling og sygdomsforløb. Derfor er det vigtigt at skabe produkter, der er pålidelige, brugervenlige og efterlever de regulatoriske krav fra myndigheder. Her ønsker vi, at den danske life science-industri trækker i førertrøjen med udvikling af digitale interventioner, der skaber værdi og øger livskvaliteten for mennesker på globalt plan. Kort sagt er vi med til at bygge fremtidens produkter, der skal bidrage til at skabe en bedre verden,” siger Daniel Daugaard, CEO i Dawn Health.
Om NMA:
Nordic MedTech Alliance består af de tre virksomheder TPU, Prevas og Dawn Health. TPU beskæftiger sig med elektromekanisk produktudvikling af høj kvalitet, innovation og brug af nye teknologier. Prevas udvikler elektronik og embedded software, der gør det muligt at koble medicinsk udstyr på nettet (IoT). Dawn Health er et digitalt sundhedskontor, som udvikler softwareløsninger til patienter, læger og andre aktører i sundhedsindustrien med henblik på at redde menneskeliv.
Arkiv nyheder